Specialer på teknisk designer-uddannelsen
På uddannelsen til teknisk designer er der to specialeretninger: bygge & anlæg og industriel produktion.
Den tekniske designer inden for bygge- og anlægsområdet udarbejder arbejdstegninger med CAD-software og plottere. Som teknisk designer foretager du rutineberegninger og tilpasser tegninger, som bruges af ingeniører, bygningskonstruktører og andre teknikere/teknologer. Du kan også være beskæftiget med at rentegne detailtegninger efter opgivne mål og retningslinier. Arbejdet foregår under mange former på større byggepladser, i entreprenørvirksomheder eller i kommunernes offentlige forvaltninger. Noget af tiden går også med at arkivere og holde styr på de tusindvis af tegninger, som virksomheden råder over. En teknisk designer kan også få opgaver med logistik og dokumentation.
Den tekniske designer inden for den industrielle produktion arbejder især på producerende industrivirksomheder med fremstilling og revidering af tegningsmateriale til produktionen. I mange virksomheder deltager den tekniske designer også i udviklingen af nye produkter, kvalitetskontrol, projektstyring, drift, planlægning og lagerstyring m.m. Særligt virksomheder inden for metalindustrien er typiske arbejdspladser for teknisk designere.